Fra Hals til Ilullisat

I dag er det lørdag d. 16. marts 2013.

Vores lille hus emmer af weekend med rengøring, tøjvask og forberedelser til aftenens fejring af Thomas’ fødselsdag i aften. Jeg rejser mandag morgen tidligt til Nuuk for at deltage i seminar i Inddrivelsesmyndigheden. Jeg er først hjemme i Ilulissat fredag d. 22. marts med eftermiddagsflyveren.

Tidligt i morges opdagede vi, at det var tø. Termometeret viser hele 7 plus grader, så overtræksbukser, vanter og huer er ikke nødvendige.

Her kommer lidt billeder fra den første tid heroppe.

Lørdag d. 2. marts var der kvalilifikation til Grønlandsmesterskaberne i hundslædekørsel. Den var en kold gåtur op til slædesporet i minus 25 grader.

Det er Silje og Sebastian som leger i sneen nederst på billedet.

Billedet er taget søndag d. 3. marts midt på eftermiddagen. Vi var på vej til kaffemik hos Rebekka, som fyldte 65 år.

Arina Arctic på vej retur til Nuuk. Billedet er taget en søndag morgen, hvor skibet havde lagt til om aftenen. Det bakker ud, da skibet er for stort til at vende rundt inde i havnen. Siden har der ikke været skibstrafik til Ilulissat, så frisk frugt og grønt er en mangelvare.

Og tak for hilsnerne her på bloggen. Det er dejligt at se familie og venner følger med på vores eventyr.

Endelig kom dagen, vi alle har ventet på. Det var vidunderligt at se Sebastian komme løbende hen af flyvepladsen, henimod mig, som stod og ventede. At kysse og kramme med familien igen.

Dagen efter om tirsdagen begyndte både Sebastian og Silje i deres nye klasser. Sebastian er begyndt i 2a, og Silje er begyndt i 1a, (der er ingen 0-klasser

De har begge været rigtig heldige, og har allerede fået en rigtig god ven/veninde, i Falle og Merle. Falle går i Sebastians klasse, og Merle går i Siljes klasse.

 Udsigten fra Atuarfik Mathias Storch hytte Ujumiut ud over bredebugt.

Alt som man prøver første gang er noget specielt, og noget som man aldrig glemmer. Det første kys med sin kone, det første barn, det første nedlagte stykke vildt, det første møde med isfjorden, og ja så det første med møde en flok hundeslædehunde og denne tur ud i fjeldet.

Min første tur, var med min kollega Mikkel, som har boet i Ilulissat i over 3 år, og har stort set siden han kom hertil som guide, kørt med hundeslæde. Om man har kørt hundeslæde i 30 år eller hele sit liv, så er det denne facination af dette trækdyr. Ja, jeg skriver trækdyr, for ja man kæler med dem og er fortroelige med dem, men det er nu og en gang et arbejdsdyr, som når det koster mere at have på foderplanen, end at han trækker i skavlen må aflives, af kommunes “hundeteam”. Ja så røg denne gloværdige forestilling om hundehold nord for polarcirklen. Men når man har set foderpriserne så forstår man godt, at når man i forvejen, ikke kan bruge hunden hele sommeren, andet end at fylde på den. SÅ blive den aflivet hvis man heller ikke kan bruge den op ad fjeldet om vinteren.

Når så det er skrevet/sagt, så er det en sand fornøjelse at se så glade og vildt ivrige slædehunde stå og hoppe og galpe, når de får deres træksele på. De er så godt klar over at nu skal de ud og løbe….

Min første tur, var på omkring 11 km den ene vej, op i fjeldet, og så en lang smuk tur, over tilfrosne søer og fjeld. I forhold til årstiden, mangler vi sne. Enkelte steder op ad fjeldet, var det rent is, eller sten vi kørte på. Så ja, ifølge årstiden, så er der globaleforandringer, opvarmning eller ej, så mangler vi sne heroppe på toppen af kloden

Ja, man skal jo huske at skrive sine erindringer mens de står klarest i hukommelsen. Tirsdag den 29/1 var ankom Irina Arctica om morgenen, og havde vort flyttelæs med. Der gik lige nogle dage, inden jeg til min store overraskelse fandt ud af, at det var undertegnet der skulle tage far i ISS og give dem besked, at jeg var ankommet før mit flyttelæs og at jeg gerne ville have det udleveret. Så der gik en hel uge, hvor jeg viste at tingene var ankommet, og så til jeg fik de første vakante kasser. Vi fik vel omkring 30 kasser båret ned af den lange trappe, og de 24 af dem var vakant børneværelse…. Hvad dælan gør man ikke for sine børn. Men jeg har svoret at de får sku lov til at hjælpe med at bære det op når vi engang skal flytte i en permanent personale bolig.

Siden solfesten den 13/1 er dagene vel ca blevet 15 min længere om morgenen, og ja I tror det er løgn 15 min længere om aftenen. Det går virklig stærkt. Man fornemmer det hurtigt hvordan man stod for en måned siden på Holms bakke og lige anede at solen kom over horisonten, og så til ex. i går, hvor vi måtte trække gardinerne for solen, da nu var den allerede kommet over fjeldet.

Rundt om fjeldet og ud mod isfjorden, går der tre opmærkede vandreturer. Der er mange forskellige hiketurer, og den lokale orienteringsklub er yderst venlige med ruter og kort. Men den lange 6,7 km rute, der går ud forbi næsset til isfjorden, gennem Sermiut (4000 gammel boplads) og videre rundt og hjem til byen, er en pragtfuld og gåtur. Energidepoterne er ladet op, og man har fået overflod af frisk luft efter en sådan vandretur.

I weekenden, der blev afsluttet med søndag den 13/1, var der inviteret til Solens komme på Holmsbakke. Et syn jeg ikke før havde oplevet. At stå der på kanten, med ishavet under sig, og så stå der og spejde ud mod solen, der lige kiggede over kanten af horisonten. Der var rigtig mange familier der havde taget turen derud. Men det var en uovertruffen fed oplevelse at være vidne til.

Godt Nytår først og fremmest.

Julen og nytåret blev holdt i familiens skød. Det var hver eneste krone værd.

Nu er jeg tilbage igen i Ilulissat. I dag har jeg fået nøglen til vores kommende vakante bolig.  Jeg skal nok få lagt nogle billeder op senere, ellers må I tjekke facebook. 6m2 fyrrum, hvor der er indgang til et lille men fint badeværelse. 12m2 køkken og spisebord. 12m2 TVstue, hvor der også er opgang til Masterbedroom På førstesalen, er der en vinkeltrappe op til ungernes to værelser, begge er med skrådør så jeg var nød til at bukke mig og lægge hoved på skrå Maja (Viceskoleleder) og Karin (Skoleleder) har begge også haft deres tid i det de kalder for dukkehuset.

Udsigten er perfekt. Men små 10 meter ned og fri udsigt til Isfjorden er det bare super. Jeg glæder mig til at flytte derned (mandag aften 7/1) og senere indvie det sammen med familien, som kommer den 18/2, puha der er sku al for lang tid dertil…. Men det går nok.

De bedste nytårshilsner

/Thomas

Denne sidste weekend, inden jeg drager hjem til familien for at holde Jul og Nytår, blev jeg inviteret til kaffemik hos Birgitte. Birgitte er tidligere viceskoleleder ved AMS, og det har været en god lille månedstid, hvor jeg har fået indblik og oplært, i det meste. Spørgsmålet er nu om jeg kan huske det hele Kaffemik er en yderst praktisk måde, at holde lidt åbenhus. En tradition, som man med fordel godt kunne indføre i DK. Hyggeligt for værtsparret, der når at kunne hilse på en masse, af venner og familie, dog uden at have plads til alle på én gang.

Ellers havde jeg håbet at jeg kunne komme ud med mit kamera, men det var overskyet, og så er det ikke de bedste billeder det bliver til (eller også var jeg knap så aktiv, denne weekend)

Isfjeldet med navnet Kangia, har i forbindelse med udnævnelse til UNESCO området, fået lavet 3 afmærkede ruter. Den jeg kastede mig ud på i dag, var 2,7 km. Der var indkøbt pigsåler til støvlerne, og jakken kan vel klarer en 40 minus grader eller deromkring

Det er for mig til dato, den smukkeste tur jeg har oplevet. Mere og mere af Isfjorden og en “Convoj” af kæmpe isbjerge passerede mens jeg stod helt på kanten. Desværre havde jeg ikke mit kamera med, da som jeg jo er tog en spontan beslutning, at nu kunne jeg jo lige smutte ud på den tur Men fik da et billede taget med min udrangerede mobiltelefon.

Billedet for jeg tilføjet senere

Så blev jeg klogere….. I Ilulissat har vi aborttorsdag. Jeg tænkte først. Nej ! Men et hurtig opslag på google…. http://dk.nanoq.gl/Emner/Landsstyre/Departementer/Departement_for_uddannelse/Udgivelser/Abort_i_Groenland.aspx

Man kan ikke redde hele verdenen, men vil uden tvivl gennem min position som viceskoleleder, være med til at bare et ungt mennesker undgår bare en abort. Måske er jeg naiv, men det må da være muligt at ændre !

Ellers så har de sidste dage gået med, at få styr på vikardækningen om morgenen, og så få styr på hvordan bogholderi mm hænger sammen. Jeg begynder at fornemme hvordan det hænger sammen

Minus 14 grader i dagstimerne. Når folk siger om Grønland, og specielt nord for polarcirklen, at der er mørkt. Så mener de det faktisk Lige pt kan man fornemme Solen under horisontlinien, men den kommer ikke over, og det man kan betegne som dag, er fra ca. kl. 10.30 til kl. 14.30 så er det stort set også mørkt resten af tiden.

Puha. Man får bare så mange informationer, de første dage hvor man er begyndt på sit nye arbejde. Der er så mange ting som virker meget forvirende nu, og som man af god erfaring ved, at om en måned eller to, er indlært, evt gjort til rutiner.

Jeg er blevet super godt modtaget af de nye kolleger. Jeg lærer et par grønlandske gloser hver dag Nu kan jeg da sige tak (Qujanaq) og i lige måde (jeg kan sige det, men ikke stave til det) Kaffimut Qujanaq (tak for kaffe

Har virkeligt brugt tid de sidste dage, med at sætte sig ind i kontonumre for 4 bygder, 1 skole og et kollegium. (Det lyder være end det er )